Krisetid – så er det tid for akasserne

Nu er det et par snese år siden, jeg blev færdig med min uddannelse og i øvrigt fortsatte i en fast stilling på den arbejdsplads, hvor jeg var blevet uddannet. Vi var ret mange unge mennesker i elevstillinger på den virksomhed, men set i bakspejlet er det lidt pudsigt at tænke på, at det aldrig var oppe til diskussion, om man skulle være med i fagets fagforening eller ej.

Selv om mange af os ikke ligefrem var venstreorienterede i vores politiske holdninger, var det bare en selvfølge, at man var medlem af fagets fagforening.

Og når man tegnede medlemskab der, var det samtidig en automatik, at man blev medlem af den tilknyttede gode A-kasse. Heller ikke det medlemskab var nogensinde på bordet, når vi unge nyansatte snakkede sammen i frokostpausen eller ved andre lejligheder.

Men det var også i begyndelsen af 1970’erne, da vi endnu aldrig havde oplevet en periode på mange år, hvor samfundsøkonomien bare tordnede af sted uden nogen reel risiko for at have i arbejdsløshed. Det lå ganske enkelt i blodet på os alle, at selvfølgelig skulle vi være med i en a kasse som en gardering, hvis man skulle miste sit job. Som jeg husker det, opfattede vi ikke en akasse som en forsikringsordning – snarere som en indiskutabel del af det at have et arbejde.

Nu er vi inde i en alvorlig økonomisk krise, så mon ikke A-kasser og fagforeninger igen vil opleve et stigende medlemstal. Sådan plejer det at gå, når en økonomisk krise kradser.