Utaknemmeligt skarn?

Det er noget af en underlig fornemmelse, når det ældste af ens børn er blevet færdig med gymnasiet og skal flytte hjemmefra for at gå på universitetet. Det er ikke så meget vores søns uddannelsesforløb, jeg tænker på, men den kendsgerning, at ens barn nu ikke længere er et barn og for første gang skal ud at stå på egne ben og helt selv styre sit liv.

Vores søn er da ganske fornuftig, mener både min mand og jeg, men det er og bliver en omvæltning at skulle give slip på ham. Nu skal han flytte ind i en lille lejlighed i Århus, som han har været så heldig at finde til en rimelig husleje.

Forleden dag var min mand og jeg sammen med vores søn på storindkøb, for til sådan en lejlighed skal han jo have nogle møbler og en hel del andet, for eksempel noget køkkengrej. Vi startede i en møbelforretning, hvor vi plejer at handle, og vores søn fik øje på en supersmart lædersofa, som lige akkurat var lille nok til at kunne stå langs den ene væg i hans stue, der er af ret beskeden størrelse.

Vi havde nok ikke på forhånd regnet med, at han skulle starte med så dyr en sofa, men der var udsalg i forretningen, om denne her var sat betragteligt ned i pris, så den nogenlunde matchede det budget, vi havde lagt. Vores søn blev vist lidt rørt, da min mand bare nikkede og mumlede, at lædersofaer jo også er mere holdbare.