Når en virksomhed går konkurs, så er der som regel nogle vrede kreditorer bagved konkursen. Kreditorerne er vrede, fordi de har nemlig ikke fået deres penge. Kreditorerne kan være kunder, der måske har tegnet en forsikring hos selskabet, der er gået konkurs. Det kan også være forsikringsselskabets banker, der har lånt penge til organisationen. Det kan være leverandører af varer eller ydelser, som ikke er blevet betalt for varerne eller ydelserne. Kreditorerne har fundet sammen og har indgivet en konkursbegæring – læs her overfor organisationen eller virksomheden. Og når det sker, så sætter kuratoren ind.
Kurator
En kurator er som regel et advokatfirma, der skal sørge for, at kreditorerne får deres penge tilbage – eller i det mindste nogle af pengene. Ofte så lykkes det for kuratoren at sørge for, at kreditorerne får deres penge. Og hvis de kun får en del af dem, så vil de få den del, som analogt svarer til, hvad der er tilbage af værdi i det konkursramte firma. En konkurs er ikke sjov. Hverken for kreditorerne eller for den konkursramte.
Ledelsen af en virksomhed, der har en dårlig økonomi ved som regel godt, at det går ned ad bakke for den. De ved, at der kan komme en konkurs.
Den såkaldte egenbegæring
Derfor er der nogle personer – juridiske personer – dvs. selskaber, der indgiver egenbegæring. * Det er med andre ord en virksomheds måde at fortælle sine kreditorer på, at det går skidt for virksomheden. ”Vi kan ikke betale jer (kreditorerne). Vi vil gerne finde en fælles løsning.”
Når der bliver indgivet en egenbegæring, er der ikke umiddelbart tale om at der kommer en kurator for at undersøge og fastlægge de økonomiske forhold i virksomheden. En egenbegæring behandles ved et retsmøde. Dette er et møde i retten, hvor kun den, der skylder, og kreditorerne er til stede. Mødet sigter på at afklare den økonomiske situation og finde en løsning, der kan være rimelig for kreditorerne. Mødet er lukket, så det er kun kreditorerne – eller deres advokater – og den person, der skylder dem penge – eller hans advokat, der deltager. Dette er med andre ord en meget kortere proces – og ofte lidt mindre ubehagelig end en konkurs.
Retsmødet er afgørende
Der er dog det ved det, at hvis den, der skylder pengene ikke møder op til retsmødet efter at have indgivet egenbegæring, så falder egenbegæringen automatisk bort. Og så kan det sagtens tænkes, at det bliver til en konkursbegæring. Meget kort fortalt, så er en konkursbegæring og en egenbegæring det samme. Den væsentligste forskel er blot, hvem der indgiver begæringen: Er det skyldneren eller er det kreditorerne?
Er det skyldneren (egenbegæring), så er processen givetvis noget kortere, end hvis det er kreditorerne.
Er det kreditorerne (konkursbegæring), så kan det tage meget, rigtig meget lang tid at afvikle sagen. Kuratorerne kommer på arbejde og det kan endda være, at det først skal undersøges, om der er grundlag for rekonstruktion af den konkursramte virksomhed. Det kan tage årevis.
*: Fysiske personer, som du og jeg, kan faktisk også indgive egenbegæring, hvis vi ikke kan betale vores gæld.