Der var et nyt opslag på tavlen henne i Brugsen i dag, som fangede min interesse. Opslaget fortalte, at der på det nye asylcenter, som vi har fået her i vores lille by, bor ikke færre end seks yngre kvinder, der er højgravide, og opslaget, der var underskrevet af asylcentrets leder, opfordrede byens beboere til at donere alle former for babyudstyr til de gravide kvinder.
Jeg kunne godt lide tanken om, at man på centret vil indsamle tøj og andet udstyr til babyer. Det er en form for solidaritet, som rammer mig på et personligt plan. Vi er nok en hel del familier i byen, der har sådan noget liggende, fordi vores børn er vokset fra det, og fordi vi ikke planlægger at få flere børn. Det hele virker både praktisk og meningsfyldt.
For mit eget vedkommende er det sådan, at jeg har en del af den slags i et par kasser oppe på loftet, hvor de har stået i nogle år og bare samlet støv. Udover kasserne med blandt andet en masse babytøj har jeg også en babyseng, som begge mine børn har brugt. Den er faktisk så god som ny, så den håber jeg da, at de kan få gavn af på centeret.
Da jeg kom hjem fra mit indkøb i Brugsen, valgte jeg at klatre ad stigen op på loftet for at hente kasserne og babysengen ned. Det var en smule nostalgisk at gennemgå kassernes indhold. Jeg fandt alle de små dragter, som mine børn havde båret, sokker som havde været for små selv da de var nyfødte, og de små strampesæt, som forsvinder så let når man vasker. Hver genstand bragte en eller anden lille erindring med sig – en fødselsaften, en første gang udenfor, en dag hvor det hele var helt nyt og overvældende.
Jeg glædede mig over, at de nye babyer hos flygtningene nu kan få gavn af det. Der er noget særlig ved at give ting videre, der har båret både sveden og glæden fra ens eget lille barns tilværelse. Det er ikke blot stykker tøj eller møbler – det er båren af et helt liv, fyldt med kærlighed og håb.
Det Motherhood baby udstyr, som jeg i sin tid købte i dyre domme, glimrede mellem de mere slidt gamle stapel. Jeg mindes præcist hvordan jeg stod i butikken og valgte hver eneste ting, som om det skulle være fuldkomment. Nu ville jeg hellere dele det end lade det fortsætte med at samle støv på loftet. Disse gravide kvinder, fjernede fra deres hjemme og hele deres verden, ville have brug for præcis det samme som jeg havde haft brug for – ikke det dyreste, men det, der virker og det der fungerer.
Jeg tænker ofte på hvordan det må være at være gravid i en asylcenter. At være ved at blive mor, det sårbare øjeblik hvor kroppen og sindet gennemgår en transformation, og samtidig være usikker på fremtiden, på sproget omkring mig, på hvad der venter. Et lille barn er en ufattelig stor ansvar under de bedst mulige omstændigheder. Under usikkerhed og frygt bliver det dobbelt så svært.
Samtidig kan noget så simpelt som at have en seng til babyen, tøj som passer, og små praktiske ting måske gøre en forskel. Det kan være med til at gøre forberedelserne mindre stressende. Det kan være et tegn på, at en by tænker på dem og ønsker dem velkommen. Det kan være en lille hånd, der siges gennem objekt – vi ser jer, vi hjælper jer.
Nu venter jeg på at høre om kasserne og sengen kan bruges. Jeg har ikke navn på kvinderne eller historier om dem. Men jeg ved, at de skal blive mødre snart, og at det skal være deres dag også. De skal få deres egne erindringer, deres egne små dragter fyldt med mødrenes håb. Det Motherhood udstyr og alt det andet skal måske blive en del af de stories – ikke som en synet af nåde, men som et tegn på fællesskabet, som det betyder at være menneske blandt mennesker.
