Sig mig en gang, sagde en af mine kolleger en dag for nogle dage siden, er Mor Karen ikke ved at blive lige lovlig “grøn”. Han mente helt sikkert, at Mor Karen – som vores madmor i kantinen bliver kaldt – går lige lovlig meget op i salat og den slags sund kost.
Rent faktisk har flere af os talt om det gennem et stykke tid, og der er ingen tvivl om, at Mor Karen tænker meget på vores sundhed. Hun er helt dedikeret til det arbejde, og man kan ikke sige, at hendes intentioner ikke er de bedste. Men på den anden side gør det nye ikke noget med lidt ordentligt kød fra tid til anden – og her er der ikke tale om spinatsalat med kyllinge, men rigtig mandeføde. På hendes ugentlige madplan er der masser af salat og grøntsager hver dag, afsted med en eller anden hjemmemedfølg dressing og tilbehør, men det kniber virkelig med noget, der kan mætte en mand, der har arbejdet hele dagen.
Vi skal være fair over for Mor Karen – hun laver ikke dårlig mad. Hendes grøntsager er friske, hendes køkkenteknik er solid, og hun har øjensynligt fulgt nogle eller anden ernæringsfaglig vejledning til punkt og prikke. Problemet er mere, at der ikke er plads til det, vi synes selv er vigtig mad. Rugbrød med rullepølse og leverpostej, eller en klassisk ostemad – det er den slags, som får dagen til at fungere ordentligt.
På vores arbejdsplads har de fleste af os en del arbejde udenfor huset, og derfor har vi den ordning, at vi kan få en madkasse med, hvis vi skal ud til en opgave, der holder os væk fra kantinen ved frokosttid. Madkasserne er praktiske, og det hele begyndte fint nok. Men det er også blevet galt med de madkasser, for nu får vi stort set aldrig mere et ordentligt stykke rugbrød med rullepølse eller leverpostej og en ostemad til at slutte af med. I stedet får vi en lille beholder med forskellige slags salat, et stykke grillet kylling uden størrelse og krydderi, nogle få rugbrødsskiver, og så skal det hele spises med både tommelfinger og pege med en slags “sund” dressing.
Det gik helt til et nyt niveau for nogle måneder siden, da Mor Karen fik chefen overtalt til at hun måtte købe nogle nye madkasser med flere rum. Disse beholdere skulle gøre det muligt at fylde hver cellule med forskellige “sunde ting” – grønt, salat, bulgur, og alt muligt andet, som hun synes er vigtig for vores sundhed. Og i stedet for den klassiske ostemad, som vi alle sammen så gerne vil have, må vi klare os med et eller andet stykke frugt eller måske en håndfuld nødder. Det var næsten for meget.
Der er dog en pointe i, at arbejdskost naturligvis skal være sund. Vi tilbringer halvdelen af vores dag på arbejdspladsen, og hvad vi spiser, påvirker vores energiniveau og vores evne til at arbejde. Det accepterer vi også alle sammen. Men der skal også være plads til traditioner og til det, som gør en dag lidt mere tilfredsstillende – og for os betyder det rugbrød, pølser, ost og de basale danske klassikere.
Men nu gør vi altså oprør og fortæller hende vores mening. Vi har dannet en uformel arbejdsgruppe, der skal snakke med både Mor Karen og chefen om en slags kompromis. Vi foreslår, at der hver uge skal være mindst to dage, hvor der kommer ordentlig madkasse med klassisk dansk mad – med rugbrød, pølse, ost, eller måske noget steg. De andre dage kan være ligeså sunde, som Mor Karen gerne vil have det. Det handler ikke om at være modstandere af sund mad, men om at have valg og om at der skal være plads til begge dele på en arbejdsplads.
Vi har også talt om, at nogle af os kunne få lov til at medbringe egen madkasse en gang i mellem, hvis der skal være helt styr på det. Det skal ikke være noget stort drama, men blot en mulighed for at kunne få den mad, som gør dagen mere meningsfyldt.
[su_youtube url=”https://youtu.be/HOzCa5ng_jU”]