Sjove foredrag

At formidle et budskab til andre mennesker kan være utroligt svært. Som oplægsholder på forskellige seminarer har jeg tit stået med den udfordring. Oplæggene, jeg har holdt, har altid handlet om planlægning af strategi, projektstyring og forhandlingsteknikker. Og de har oftest skullet henvende sig til personale i ministerier, der beskæftiger sig med udvikling af store investeringer i infrastruktur. Det er nogle tunge emner at skulle holde foredrag om. Især hvis målgruppen slet ikke har kendskab til de begreber. Og hvis de ikke har haft den ringeste kendskab til offentlige udbudsprocedurer inden for den Europæiske Union, så har det virkeligt været svært.

Et teknisk foredrag

Jeg stod engang på et hotel nede ved Ochrid søen i Nord Makedonien og skulle holde oplæg om forhandlingsteknikker. Deltagerne kom fra ministeriet for regional udvikling, og de var ikke særligt motiverede. Havde rejst langt for at komme til hotellet, og de var trætte. Oplægget skulle strække sig over en lørdag formiddag. Det i sig selv med til, at motivationen ikke var på det højeste niveau.
Selv var jeg temmelig nervøs, fordi jeg havde ikke fået en briefing om, hvor meget de vidste i forvejen.

Sjove foredrag

Min erfaring, som jeg dog havde med i min bagage, blev derfor min redningsplanke.
Jeg har lært, at når deltagerne egentlig ikke er motiverede, så er det bedst at skrue forventningerne helt ned og skære alle budskaberne ned til bitte, små, sjove foredrag, eller historier, som tager udgangspunkt i små ting, de kan genkende fra deres daglige rutiner.

Normalt, når jeg holder oplæg, har jeg en præsentation i PowerPoint med mig. Den bliver altid printet ud, så hver deltager kan få et eksemplar med sig hjem. Jeg plejer dog ikke at give den til dem før efter oplægget og diskussionerne (spørgsmål, svar og dialoger). Det gør jeg ikke af den simple grund, at når man deler et oplæg ud til deltagerne, inden selve oplægget starter, så ender man med, at deltagerne sidder og bladrer det igennem, og man mister deres opmærksomhed. Det er en klassisk fejl, som mange foredragsholdere, lærere eller konsulenter laver. Fy. Dur ikke.

Jeg plejer derimod at bede deltagerne om at afbryde mig, hvis jeg vrøvler eller siger noget, de ikke forstår. Jeg forsøger at bryde isen ned ved at sige noget sjovt om mig selv, som viser dem, at også jeg har stået som et stort, forvirret spørgsmålstegn, når jeg hørte ordet ”forhandlingsteknik”. Giver dem eksempler, så de føler, at de ved, de kan spørge løs.

Oven i det, så beder jeg også deltagerne om at notere, mens jeg holder oplægget, alle de spørgsmål og tanker, de får omkring det, jeg siger ned på små post-its. Jeg vil nemlig gerne have, at alle, kan se, at de har nogenlunde de samme spørgsmål. Jeg kan godt finde på at bede dem om, at de hver især skal notere mindst 3 tanker ned. Når oplægget er færdigt, vil jeg så bede alle deltagere om at kategorisere deres spørgsmål, så vi kan se, hvor noget er uklart. Der vil jeg så give dem ekstra feedback.
Det plejer at udvikle sig til nogle gode dialoger, og absolut en bedre forståelse hos deltagerne.