Dramatik grundet sukkersyge

Det var en noget dramatisk oplevelse, jeg havde i dag, da jeg var på apoteket for at hente noget medicin til min kone. Mens en række kunder stod tålmodigt og ventede på, at det skulle blive deres tur, blev en yngre mand pludselig meget dårlig og faldt om på gulvet.

En af apotekets ansatte kom straks springende for at hjælpe ham, og hun skyndte sig at fortælle os kunder, at der ikke var grund til bekymring, for hun kendte manden, og han havde tilsyneladende fået et insulinchok. Hun fik ham hurtigt givet noget medicin imod, og et par minutter senere var han på benene igen.

Jeg stod og talte lidt med ham, og han fortalte, at han i en del år har lidt af diabetes 1, men i perioder havde han vanskeligt ved at styre mængden af insulin, som han tog dagligt, og så kan det ske, at han har overdoseret insulinen, og det kan kroppen ikke tåle.

Jeg går altid med et par sukkerknalde i lommen, fortalte han, for hvis man får insulinchok, kan lidt sukker redde situationen. Der er mange mennesker med sukkersyge, som ganske enkelt har reddet livet, fordi de går rundt med lidt sukker på sig, fortalte han.

Men her på apoteket har de en modgift, der virker langt hurtigere end sukker, så det var jo meget heldigt, at det lige var her, jeg fik det dårligt, sagde han med et smil.

Jeg havde ondt af manden, men han så nu selv ud til at tage det ganske roligt.