En god murer

Tja, det vil nok ikke være nogen dårlig ide at få nye fuger i husets mure. Bemærkningen fra ejendomsmægleren husker jeg tydeligt fra den dag, vi første gang var ude at se på det hus, som vi nu har købt. Huset ser udefra lidt slidt ud, men det er stik modsat med det indvendige, som den tidligere ejer gennem de seneste år har fornyet gennemgribende, så huset indvendigt står som en nyt og lækker bolig.

Jeg tænkte ikke over at spørge ejendomsmægleren om, hvad det mon kan koste at få nye fuger i alle ydermurene, for umiddelbart regnede jeg ikke med, at det kunne være en voldsomt stor udskrivning.

Nu er vi flyttet ind, og forleden dag havde jeg besøg af en murer i Nordsjælland, hvor vores hus ligger. Det var ikke en mand, jeg kendte i forvejen, for jeg kender faktisk slet ikke nogen håndværksmestre i det her område, så jeg havde valgt at søge lidt på nettet for at finde et firma, som jeg regnede med at kunne have tillid til.

Jeg faldt over et firma, der kaldte sig eksperter i facaderenovering, så jeg tog det som givet, at det måtte være sådan en murerforretning, jeg skulle have fat i. Så jeg fik lavet en aftale med den i øvrigt venlige mand i den anden ende af telefonledningen om, at han skulle kigge ud til os dagen efter for at tage huset nærmere i øjesyn.

Han kom meget præcist til det aftalte tidspunkt, og han var ikke længe om at fastslå, at han bestemt mente, at vores mure af røde mursten trængte til en renovering, og han var helt enig med mig i, at fugerne i høj grad trængte til fornyelse.

Og så var det, at han bragte mig meget i tvivl, for han påviste, at en stor del af murstenene var begyndt at skalle af på den måde, at nogle tynde skaller simpelt hen faldt ned på jorden. Derfor var han overbevist om, at der skulle gøre noget ved det også.

Det kan godt være, jeg så lidt chokeret ud, fordi jeg nu lugtede kæmpe store regninger for det arbejde, der er nødvendigt på vores murstensmure. Min murer så det åbenbart og skyndte sig at berolige mig.

Der er flere mulige løsninger, sagde han. Hvis I ikke er specielt vilde med at kigge på røde mursten, så er der mulighed for at give murene en gang filsning, der bedst kan beskrives som et tyndt lag puds, der er så tilpas tyndt, at man stadig kan se aftegningerne af mursten igennem laget.

I virkeligheden, fortalte han, er den metode billigere end at få skrabet de gamle fuger ud og erstattet af nogle nye, for den operation kræver langt flere arbejdstimer, og når man smører pudslaget på murene, dækker det jo også de grimme og slidte fuger.

Min kone og jeg nikkede til hans forslag, og allerede dagen efter – det var i går – kom et brev fra ham med hans tilbud på murerarbejde, og det var faktisk lidt billigere end frygtet.