I dag skal vi tilbage i gængen med poesi og halvkvædede viser med lyrisk indhold – simpelthen. Slendrian i form af indlæg uden poesi holder bare ikke på den lange bane, vel? Men hvad skal der egentlig til, for at vi kan få det bedsteborgerlige Danmark op af stolene? Skal vi digte om politisk ukorrekte ting? Eller skal vi provokere på anden vis? Måske er svaret slet ikke provokation, men snarere en påmindelse om, at legetøj – og glæden ved det – ikke behøver koste en formue eller fylde hele børneværelset.
Dagens lyriske højdepunkt:
Det hænder mine børn beder om mere legetøj til deres samling
men jeg er af den skole, der sparer – måske er jeg en gamling.
Børn skal vederkvæges med simpelt input og dydige sysler tit
derfor er hjemmegjort legetøj, digtlæsning og husflid et hit.
Hvad ligger der egentlig i verset?
Skal vi brække dette prosaiske stykke prosa op, må resultatet være, at her er der tale om ord fra en ældre medborger fra den tid, hvor pengene var små. Dem kunne vi nok lære et og andet af, og det er jo sandt, at mængden af legetøj ikke er ligefremt proportional med et barns lykke. Eller hvad? Måske er det netop pointen: at legetøj for alle ikke handler om at have mest, men om at have noget, der bliver brugt, elsket og genopfundet gang på gang.
Husflid og hjemmegjort legetøj som modvægt
Der er noget tiltalende ved tanken om, at et stykke træ, en gammel klud eller en håndfuld garn kan blive til timers leg, hvis bare fantasien får lov at arbejde. Husflid har historisk set været en nødvendighed for mange familier, men i dag kan det også ses som et bevidst valg – en måde at give børn indblik i, hvordan ting bliver til, i stedet for blot at forbruge dem. Digtlæsning, som verset også nævner, hører fint ind i samme kategori: det kræver ikke andet end en bog og lidt tid, men kan give både ordforråd, fantasi og fælles stunder, som ingen dyr legetøjspakke kan matche.
Legetøj for alle – uanset budget
Titlen på dette indlæg, “Legetøj for alle”, peger på noget vigtigt: glæden ved leg bør ikke være forbeholdt dem, der har råd til de nyeste og dyreste produkter. Hjemmegjort legetøj, byttedag med naboens børn, eller blot at genopdage gamle klodser fra loftet kan give lige så meget værdi som en tur i legetøjsbutikken. Det ændrer ikke på, at nyt legetøj kan være sjovt og givende – men det sætter en fin påmindelse om, at overflod ikke er en forudsætning for børns udvikling eller lykke.
Når legetøjet vokser med barnet – og forælderen
For mange mænd er biler det bedste legetøj, og de fleste mænd elsker faktisk at læse nyheder om biler – og det må de gerne for deres koner! Det er faktisk et godt eksempel på, at legetøj ikke kun er en barnesag. Interessen for biler, modeltog eller andre “voksenlegetøj” følger ofte med fra barndommen og ind i voksenlivet, og på den måde bliver skellet mellem børns og voksnes leg mere flydende end man først tror. Måske er det netop dét, der binder verset og virkeligheden sammen: legen slutter ikke, når barndommen gør – den ændrer bare form.
Konklusion: plads til begge tilgange
Om man hælder mest til den sparsommelige, hjemmegjorte tilgang eller foretrækker at unde sine børn – og sig selv – lidt ekstra legetøj, behøver ikke være et enten-eller. Der er plads til begge dele, og måske er den bedste opskrift en blanding: nogle timers husflid og digtlæsning krydret med lidt nyt legetøj, når anledningen er der. Uanset hvad, viser dagens vers, at selv de mest jordnære tanker om opsparing og børneopdragelse kan pakkes ind i poesi – og det er vel netop dét, der gør slendrian til noget, man kan more sig over frem for at fordømme.
