Skilte og pyloner

Der var masser af diskussion i lang tid om navnet på det indkøbscenter, som gennem godt et år har været undervejs i den nordlige del af Storkøbenhavn. Selv har jeg i hele startfasen fungeret som konsulent og sekretariatsleder for centeret, men jeg har ikke haft nogen egentlig besluttende funktion, for den ligger hos de 12 butikker i det nye center.

Det stod hurtigt klart, at centeret skulle hedde enten ”Shopping Nord” eller ”Indkøbscenter Nord”, men der var vild uenighed blandt de forretningsdrivende med hensyn til, om man skulle have det engelsksprogede navn eller det pæredanske. Der måtte en afstemning til, og der var flertal for Shopping Nord.

Skilte

Det har så været min opgave at synliggøre det nye center bedst muligt ved hjælp af skilte og anden synlig reklame for centeret. Jeg skal indrømme, at lige netop den slags synliggørelse ikke er noget, jeg har erfaring med fra tidligere.

Derfor har jeg brugt en hel del tid på at køre ture i min bil for at sætte mig ind i, hvilken form for skiltning, der umiddelbart virker bedst. Så det er ikke så få skilte i København, jeg har kigget intenst på gennem de seneste måneder.

I mit budget var der også midler til, at jeg kunne indhente professionel hjælp, og det gjorde jeg i form af en snak med et par mennesker fra et reklamebureau, der har stor erfaring med den slags. Og i den snak kom min uvidenhed omkring reklameskilte for dagens lys, for reklamefolkene slog fra en start fast, at der ved indkørslen til centeret nødvendigvis skulle opsættes et par store pylonskilte med dels centerets navn, dels navne på samtlige de 12 butikker i centeret.

Pyloner

Jeg dummede mig i den samtale, idet jeg lidt spagt sagde, at pyloner i min opfattelse er sådan nogle kæmpemæssige søjler, der for eksempel bærer en bro. Den opfattelse havde jeg helt sikkert fra Storebæltsbroen, der jo er kendt for sine kæmpemæssige pyloner. De var nu meget venlige, de to reklamefolk, da de forklarede mig, at sådan en flad søjle med reklameskilte, som man meget ofte ser ved netop indkøbscentre, også kaldes en pylon.

Men skiltning ved indkørslen til vores nye center skal selvfølgelig ikke stå alene, så jeg udarbejdede en længere liste med forslag til reklamer for indkøbscenteret, som forretningerne i centeret så kunne vælge mellem, og den liste med forslag skabte naturligvis også en del diskussion, for nogle af forretningsindehaverne var indstillet på at bruge en del penge på annoncering i dagblade og ugeaviser i området, mens andre havde den opfattelse, at annoncer i trykte medier er gammeldags og uden den rigtige virkning.

Bilreklame og folieindpakning

Et af mine forslag gik ud på, at navnet på og eksistensen af det nye indkøbscenter kan slås fast i folks bevidsthed ved hjælp af bilreklamer – mest i form af hele bilindpakninger, der jo er mest effektivt i dag. De forskellige forretninger i centeret har jo alle biler kørende rundt i gadebilledet, og selv om de naturligvis allerede var udstyret med reklametekster for de pågældende forretninger, så kunne der nok findes plads til en reklame for Shopping Nord også, og det forslag blev heldigvis vedtaget.

Skilte og pyloner
Rul til toppen