En god bedemand

Vores søn, Svenning, der går i 4. klasse, var tydeligt berørt, da han en dag i sidste uge kom hjem fra skole og fortalte, at deres klasselærer pludselig var død uden forudgående sygdom. Det gjorde bestemt også min kone og mig ondt, for vi kendte udmærket Lisa fra forældremøder og den slags, og hun var i høj grad en elsket lærer for børnene i de klasser, hun havde.

Svenning var også berørt af, at han og de øvrige i klassen nu skulle til begravelse, for det havde han aldrig prøvet før, og han var vist lidt betænkelig ved situationen. Jeg tilbød ham at gå med til begravelse for at støtte ham, men det var han nu ikke meget for. De havde nemlig allerede aftalt i klassen, at hele klassen skulle gå med, og så ville han ikke risikere at være den eneste, der havde en forælder med til ceremonien.

Så i stedet valgte min kone og jeg at fortælle ham lidt om, hvad der foregår ved sådan en begravelse – eller rettere bisættelse, som det viste sig at være, idet Lisas efterladte valgte, at hun skulle brændes, og urnen med hendes aske skulle graves ned i de ukendtes grav.

Vi fortalte Svenning om, hvordan højtideligheden forløber. Svenning havde den opfattelse, at det var præsten, der også ordner alt det praktiske i forbindelse med ceremonien, for han havde faktisk aldrig hørt om en bedemand, men så blev han så meget klogere, og han kom da også fint gennem den dag, Lisa blev bisat.